Fredagens Fantastiske Fagterm: Beløvebøs

stydsel

Denne fredag er det  det mundrette “beløvebøs”, der skal under luppen. Når man har drejet lertøj, og det har fået lov at tørre så det bliver læderhårdt, kan man gå i gang med afdreje. Det er normalt i denne process at man vender lertøjet på hovedet og laver en fod.  Selvom leret er mere hårdført i læderhård tilstand, er det stadig sart. Har man lavet en sirlig kant på det drejede emne, eller har lertøjet store kurver, må man derfor passe på, at det ikke bliver trykket ud af form når man afdrejer.


Det er her en beløvebøs er til stor hjælp. Ordet er sammensat af “beløve”, der med sit præfiks “be-” kan have flere betydninger, men nok refererer til at berige lertøjet med en tilpas mængde løv (siden det mangler for at man kan afdreje), og ordet “bøsning”. En beløvebøs, også kaldet en stydsel, er simpelthen et stykke ler der drejes på drejeskiven som lertøjet kan hvile oven på, så man sparer det for tryk under arbejdet. Ikke nok med at ordet ligger godt i munden, så er det et simpelt men brugbart værktøj, der løser et problem man uden tvivl kommer ud for, når man drejer.

God weekend! 🙂

Er du vild med keramik? Besøg Mouten Keramik og se det flotte galleri samt webshop.