Fri Fra Ferie

På den lille måned der er gået med ferie har det kriblet en del i fingrene for at komme igang igen med at dreje. Under ventetiden har jeg syslet med alt det uden om keramikken: Webshoppen er opdateret, Hemmerpinden er blevet stablet på benene og så har jeg fået et svin af en laserprinter ind på kontoret, så jeg kan udskrive tryksager. Den er blandt andet blevet indkøbt så jeg kan lave ægthedsbeviser, der følger med keramikken:

Ægthedsbevis Hanko

Imens jeg lå og stegte i solen var posten også forbi med en ny hanko, et japansk segl, som jeg har fået lavet langt derude i østen. En hanko bruges ofte af både bureaukrater og kunstnere som et officielt mærke, eller underskrift. Det er meningen at seglet både skal bruges på certifikatet og keramikken. Alt efter hvor hårdt sidstnævnte slider på seglet, kan det blive nødvendigt at bestille et magen til – det må tiden vise.

Først i August var jeg endelig tilbage på værkstedet. Det var ikke fordi hænderne havde glemt arbejdet, men det var tydeligt at jeg mentalt lige skulle vænne mig til drejearbejdet igen. Når man drejer, må man formå at lukke af for alt udefrakommende, der forsøger at påkalde sig opmærksomhed, så man er hundrede procent koncentreret om arbejdet. De første par timer på værkstedet gik med at varme op og dreje et par mindre ting – små delikate teskåle er en form der sidder på rygraden, så dem blev der skabt et par stykker af.

 Alle der har set koreanske månekrukker kan bevidne at de er fantastisk flotte. En relativt simpel form, overtrukket med hvid glasur, der kan varrieres med forskellige detaljer. Inden ferien forsøgte jeg at mestre denne form, et projekt der så småt blev genoptaget henover den sidste uges tid. Månekrukker skal helst være store, og arbejdet gik derfor først og fremmest med at komme godt op i højden. Imidlertid lykkedes det den kreative halvdel af min hjerne at overtage styringen, der med et smæk fik sendt den strukturerede del til tælling, og hænderne arbejdede hen imod en anden form:

En drejet krukke En afdrejet krukke

Krukken skulle være ude af ovnen i næste uge, hvorefter den skal glaseres og brændes igen, inden den er færdig. Så må vi se hvor højt den når på Kähler-barometret, der efter jubilæumsvanviddets intensitet må være det man måler popularitet efter fremover.

Ferien har budt på mange spændende oplevelser, måske mest fantastisk af alt, blev jeg d. 23. august gift med mit livs kærlighed.

Bryllup

Er du vild med keramik? Besøg Mouten Keramik og se det flotte galleri samt webshop.