Japanske Teskåle: Rustikt!

Maikoen hælder op i teskålen
(Billede af Tao55 / FreeDigitalPhotos.net)

Japanerne er svært glade for te. Ikke den sorte te som søfarere gik meget igennem for at hente hjem til deres kongeriger i 1500-tallet. Nej grøn te, gerne med en god portion tang (nori), der giver den autentiske smag af sundhed. De drikker det på alle tidspunkter af døgnet; Ja, japansk te (ocha) bliver sågar serveret ved ankomst kvit og frit, på langt de fleste japanske restauranter. Japanerne elsker den grønne te så meget, at det ikke er nok med én kop. I Japan taler man om hele teskåle, som dog efter japansk nøjsommelighed ikke fyldes meget mere end 2/3 op.  I dette indlæg kan du læse om nogle af de mest almindelige stilarter og om den japanske teceremoni samt de ord den er fyldt med.


En kort introduktion til teskålens historie

Teceremonien blev for alvor etableret i Muromachi-perioden (1392-1573), som så meget andet man i dag forbinder med traditionel japansk kultur. Perioden var udpræget feudalistisk, hvori japanerene simpelthen ikke kunne få  for meget kinesisk kultur indenbords. Man importerede blandt andet buddhismen, hvor teceremonien allerede var et etableret ritual. Under ceremonien gik en stor skål med te på runde blandt deltagerne, som alle tog en slurk. Ritualet skabte sammenhængskraft, og periodens herremænd (daimyo) tog ritualet til sig for at anvende det symbolsk i diplomatiske sammenhænge. Teskålene blev på den måde også et symbol på magt, og deres simple rustikke udseende højt værdsat. Japanerne drikker, som skrevet, stadig te i rigelige mængder, og keramikskålene anses den dag i dag for at være stor kunst.

Stilarter

Der findes næsten lige så mange stilarter inden for japanske teskåle, som der findes snefnug. Herunder kan du se seks af de af de mest normale forme.

(Billeder af Freer|Sackler Galleries)

Ido-stilen var den mest anvendte under Muromachi-perioden. Denne slags skåle er dybe og kan dermed indeholde store mængder te. Skålene er som regel ikke “drejet af”, men har indtakte drejemærker og en læbe der går i et med resten af skålens form. Tenmoku-stilen, der også har lagt navn til en række rødbrune jerntunge glaseringer, har navn efter et tempel der ligger på Tianmu-bjerget i Kina. Skålene er som regel velformede, med simple læber formet med en enkelt finger. Skåle i Bajyohai-stilen har nærmest pedistal-høje fødder, der får dem til at ligne alterkalke. Ved første øjekast kan Han Tsutsu-stilen se en anelse doven ud, med sin ulige kant, og bølgede skærv. Man erfarer dog hurtigt ved nærmere eftersyn, at der skal stor kontrol til at mestre denne stilart, der på en gang fremstår vilkårlig og struktureret.

Skålen herunder har jeg selv drejet på værkstedet i Odense. Det er første udgave af en serie-produktion som skal sættes i gang i nærmeste fremtid. Den er formet efter principperne i Hatazori-stilen og har, modsat andre japanske stilarter, en fintformet læbe der gør den let at drikke af. Skålens ydre er efterladt rå, så der opstår en flot kontrast til skålens glaserede indre. Tegnene der bruges for Hatazori “端反り” betyder kløft og anti – altså en form der ikke har en brat ende. 

Du kan se og købe teskåle på Mouten Keramik.

Ceremonien

Ordet for den japanske teceremoni (chadou) er en sammensætning af tegnene for te og skik – altså et begreb der dækker over måden, hvorpå man skænker og drikker te. Der er mange regler forbundet med teceremonien, der groft kan deles op i en knap så formel (chakai), og en meget formel udgave, der kan vare op til flere timer (chaji). Under mit ophold i Japan var jeg så heldig at få lov at deltage i en af de mindre formelle ceremonier. Forskrifterne forbundet med ceremonien kan variere en del, alt efter hvilken del af landet mand befinder sig i. Følgende er ceremonien som jeg oplevede den i Kyoto: Under ceremonien er det påkrævet, at man sidder i, hvad der bedst kan beskrives som en tortur-lignende stilling, japanerne kalder “seiza”. Man sidder på knæene, med benene foldet ind under sig, så numsen balancerer på hælene, og fødderne er strakt. Sådan venter man sammen med de andre deltagere på, at det bliver ens tur, alt imens maikoen forbereder teen. Når denne er klar, bukker man tavst, og teen bliver hældt op i teskålen. Man løfter herefter skålen med begge hænder og drejer den en hel omgang mod venstre. Man må passe på ikke at blive fristet og hælde den glohede suppe ned i gabet, for der skal først hilses: man bukker først til højre, derefter til venstre og så lige over. Nu kan teen nydes i stilhed, mens maikoen bevæger sig videre til den næste tørstige hals.

Der ligger i de fleste større japanske byer kvarterer med tehuse, hvor man kan få lov til at smage på den karakteristiske drik. Hvis man ikke bliver overbevist af den specielle smag af tang, behøver man ikke hænge med næbet: Man kan sagtens drikke ganske almindelig Earl Grey af de flotte teskåle i stedet.

Er du vild med keramik? Besøg Mouten Keramik og se det flotte galleri samt webshop.